11.04.2018
Steffen Sonne

Op, ned og status quo i 2017/18

Sæsonen 2017/18 er nu også afsluttet for klubbens senior hold, og hvilken afslutning det blev.

Aabybro HK 3. div. damer lukkede sæsonen med en super flot topkamp på udebane mod Aars HK, hvor vinderen løb med oprykningen. Med en sol på fuld blæs samt gratis grillpølser og fadøl udenfor og en stuvende fuld og larmende håndboldhal indenfor, var det en perfekt scene for afslutningen af en lang og hård sæson. De unge damer spillede en blændende første halvleg, red på rutineret vis stormen af i anden og kunne således efterfølgende lade sig hylde som vindere af rækken og dermed oprykning til 2. division. En fuld fortjent oprykning efter 11 sejre i træk i anden halvsæson. Præstationen bliver ikke mindre imponerende i betragtning af, at holdet består af en meget smal trup og skaderne samtidig har stået i kø. Derfor, super flot arbejde af spillere og trænere!

Det er vores håb at denne oprykning kan bidrage til, at næste sæson vil byde på en bredere trup til førsteholdet og ikke mindst, at der igen vil være spillere til et andethold damer i Aabybro. Erik Borup slutter sit virke i Aabybro for denne gang med en oprykning, men vi kan med glæde melde ud, at Michael Abildgaard er ansat som ny cheftræner for den kommende sæson med Anette Sloth Andersen som assistent- og andetholdstræner. Der vil starte sommertræning i maj, og nærmere information herom vil blive lagt på klubbens hjemmeside og facebook.

Klubbens herrehold spiller i jyllandsserien og serie 1 i samarbejde med Skovsgaard/Brovst KFUM under holdfællesskabet Team Jammerbugt. Efter nedrykningen fra 3. division sidste år og en sæson i år på godt og ondt sluttede herrerne på en – alt taget i betragtning – acceptabel tredjeplads i jyllandsserien. Andetholdet i serie 1 må desværre en række ned efter en vanskelig sæson. Holdet satte en slutspurt ind til sidst, men det var ikke nok til at redde sig fra nedrykning. Til den kommende sæson er Kent Pedersen ansat som ny cheftræner for herrerne, og alt skal sættes ind på at få vendt bøtten, sådan at pilen igen kan pege op for Jammerbugtens herrer. Også for herrerne gælder, at sommertræningen startes op i maj og nærmere information herom meldes ud snarest.

Til afslutning skylder vi at nævne Brix’ rutinerede stormtropper i herre serie 2, som under kyndig og dygtig ledelse længe lå til direkte oprykning. Desværre tabte drengene pusten til allersidst, hvilket dog ikke lagde en dæmper på fejringen af sæsonen.

Vi glæder os allerede til en ny og spændende sæson 2018/19. Alle som har lyst til seniorhåndbold uanset ambitioner og evner er velkommen til at komme og være med.

Vi ses i hallen!

 

 

< TILBAGE TIL NYHEDSOVERSIGT

Udvalgte sponsorer