08.03.2012
m_admin

Vigtig kamp for Aabybro HK

Søndag spiller Aabybro HK’s damer i anden division næstsidste hjemmekamp i sæsonen. Det er samtidig en af de vigtigste. Efter en forrygende start på sæsonen hvor holdet længe indtog rækkens andenplads, har den seneste tids kampe hovedsageligt resulteret i nederlag.

En spiller er rejst, og en række skader – hvoraf to til nogle af de rutinerede støttespillere, har betydet, at det har været overordentligt svært at holde niveau. Udover, at der ikke kommer point på kontoen, går det naturligvis også ud over moralen med nederlag som muligt resultat.
Det har betydet, at holdet nu er rutsjet ned som nummer 8, og skal kigge nedad i tabellen.

De direkte nedrykningsplader er nok ikke længere et tema for holdet, men deltagelse i kampe for at undgå nedrykning kan absolut blive en kendsgerning, hvis kampen på søndag, mod et andet bundhold JAI fra Aarhus tabes.

JAI indtager i øjeblikket en placering som nummer 10 i rækken, men kan med en sejr øjne muligheden for at indhente netop Aabybro på ottendepladsen. Holdet kommer til Aabybro med en række gode resultater i bagagen. Efter jul er det ganske vist kun blevet til fire point i 8 kampe, men herudover har JAI præsteret en række helt lige kampe mod nogle af rækkens stærkeste hold.

Sammenlignes udbyttet med det tilsvarende for hjemmeholdet, har JAI præsteret et enkelt point mere. En sejr til hjemmeholdet vil til gengæld fjerne enhver usikkerhed om den fortsatte eksistens i divisionen. Så vil ingen af de underliggende hold kunne nå op og true Aabybro.

Trænerne Karl Otto Koch og Klaus Simonsen håber på rigtig stor opbakning fra en fyldt hal, så gæsterne kan mærke, at de spiller på udebane. Gratis entre og kampens vigtighed skulle gerne kunne lokke mange tilskuere til. Til kampen må Aabybro stadig se bort fra korsbåndsskadede Camilla Søndergaard og ligeledes knæskadede Lene Dietz.

< TILBAGE TIL NYHEDSOVERSIGT

Udvalgte sponsorer